skip to Main Content

Få 3 uforpligtende tilbud på Rejseforsikring

rejseforsikring

Måske går du rundt og ser frem til at pakke kufferterne og tage ud på den rejse, du længe har planlagt. Destinationen er fastlagt, og det samme er de spændende aktiviteter, ferien skal byde på. Men hvad med rejseforsikringen — er den på plads?

Sådan en forsikring gør du klogt i at investere i. Den vil nemlig kunne komme dig til undsætning, hvis uheldet skulle være ude og du kommer til skade, bliver syg under rejsen, bliver udsat for tyveri eller hvis andre uforudsete hændelser finder sted.

I denne artikel kan du blive klogere på alt det, du bør vide om rejseforsikringer — fra forsikringstyper, forsikringsudbydere og hvad de forskellige ferietyper indebærer til forsikringssummer og vilkår. Således vil du være godt klædt på til at tage det helt rigtige valg, når du skal finde den rejseforsikring, der passer allerbedst til din rejse og dine behov.

Det blå EU-Sygesikringskort

Hvad dækker det blå sygesikringskort?

Dit blå EU-sygesikringskort dækker dig i et vist omfang, hvis du rejser indenfor EU samt Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein.

EU-sygesikringskortet dækker dig, hvis du bliver syg under din ferie og får brug for lægehjælp. I dette tilfælde vil du blive behandlet i destinationslandet på de samme præmisser som borgerne i landet.

Hvad dækker det blå kortet IKKE?

Der er dog alligevel ting, som det blå EU-sygesikringskort ikke dækker. For eksempel dækker det ikke din hjemrejse, hvis du bliver nødt til at ændre denne. Hjemtransport fra en ferie kan godt gå hen og blive en dyr omkostning, så derfor er det en god idé at have en forsikring ved siden af, der dækker dette.

Derudover skal man naturligvis helst have en privat rejseforsikring uden for EU og Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein, da kortet ikke dækker dig her.

Hvad dækker en privat rejseforsikring, som det blå EU-sygesikringskort ikke dækker?

Selvom du rejser i et af de lande, som det blå EU-sygesikringskort gælder i, så kan der stadig være mange fordele ved at tegne en privat rejseforsikring. Som udgangspunkt kan man nemlig sige, at det blå kort kun gælder ved sygdom, hvor en privat én af slagsen i mange tilfælde også dækker ved andre situationer som eksempelvis:

  • Hjemtransport, hvis du bliver syg
  • Erstatning, hvis du bliver udsat for tyveri
  • Afbestilling af ferien i tilfælde af sygdom
  • Dækning, hvis du kommer til at påføre andre mennesker eller deres ejendele skade
  • Forsvundet bagage
  • Spildte feriedage
  • Sygeledsagelse
  • Retshjælp

Det er dog ikke nødvendigvis alle rejseforsikringer, der dækker i alle disse tilfælde. Husk derfor at læse vilkårene for den enkelte rejseforsikring, inden du beslutter dig, så du er helt sikker på, at den passer til dine behov.

Forsikringsselskab, rejsebureau eller rejseforsikringsselskab

Du kan vælge at tegne din rejseforsikring gennem flere forskellige kanaler. For eksempel tilbyder mange rejsebureauer, at du kan købe din forsikring hos dem. Der findes også rejseforsikringsselskaber, der specialiserer sig i denne type forsikringer.

Derudover kan du vælge at tegne en rejseforsikring hos dit private forsikringsselskab, når du skal ud og rejse. Det kan enten gøres separat eller — som mange private forsikringsselskaber tilbyder — som en tillægsforsikring til din indbo- eller familieforsikring.

Det er ofte billigere at købe en separat forsikring, hvilket specielt er tilfældet, hvis du rejser ofte.

Hvis du skal arbejde på din rejse

Hvis du skal arbejde under dit ophold, så er det ikke sikkert, at din private rejseforsikring dækker. I dette tilfælde bør du tegne en erhvervsrejseforsikring, hvilket ofte kan gøres gennem din arbejdsplads.

Der er dog en bagatelgrænse: hvis du vil deltage i en enkelt konference eller svarer på et par e-mails under opholdet, kan det sagtens være, at din private rejseforsikring stadig dækker — så længe det primære formål med dit ophold er at være på ferie.

Hvis du er i tvivl, så spørg dit forsikringsselskab, hvor de sætter grænsen.

Kræver din ferie særlig dækning?

Nogle ferier kræver en særlig eller ekstra dækning. Det kan afhænge af, hvilken form for ferie, du skal på. Eksempler på ferier, der kræver særlig dækning, kan være:

  • Skiferier
  • Ferier, hvor der dyrkes farlige sportsgrene
  • Deciderede sportsferier
  • Andre aktive ferier
  • Ferier til destinationer med høj risiko for naturkatastrofer

Nogle destinationer skiller sig ud

Ligesom ferietypen kan spille en rolle, så kan feriedestinationen også gøre en forskel. Der er nemlig visse lande, som mange forskellige forsikringsselskaber vælger ikke at dække. For eksempel vælger mange selskaber ikke at dække rejser til Tyrkiet, selvom de som udgangspunkt dækker rejser i Europa.

Din alder og dit helbred kan spille en rolle

Er du fyldt 65 år, så vil du hos nogle forsikringsselskaber skulle have en godkendelse, inden de dækker din rejse.

På samme måde spiller dit helbred også en rolle, når det kommer til dækningen. Lider du af en alvorlig sygdom, eller er du kronisk syg, kan det være, at vilkårene for din rejseforsikring ændrer sig og at du ikke er dækket i samme omfang som andre. Hos nogle forsikringsselskaber vil du også skulle have en godkendelse først i dette tilfælde.

Hvis du rejser for at få foretaget en behandling i udlandet

Mange danskere rejser hvert år til udlandet for at få foretaget operationer eller behandlinger. Dette skyldes primært, at de behandlinger, de skal have foretaget, koster mange penge at få lavet i Danmark, og at der er mange penge at spare i udlandet. Det drejer sig primært om skønhedsoperationer og tandlægebesøg.

Skal du have foretaget en operation i udlandet, men stadig indenfor EU, dækkes rejsen hverken af det blå EU-sygesikringskort eller af din årsrejseforsikring, hvis du har sådan én. Derfor kan det være en god idé at tegne en særlig forsikring, så du er dækket under dit ophold.

Særlige forsikringer til specifikke rejser

Nogle rejser kvalificerer sig til nogle helt specielle forsikringer, som visse selskaber tilbyder. Her kan der for eksempel være tale om unge eller studerende, som med fordel kan gå efter forsikringsselskaber, som specialiserer sig i forsikringer til unge og studerende, der skal ud og rejse.

Det kan være, at man skal på et længere ophold som en del af sit studie, eller som en del af sit sabbatår. Det kan også være, at man vil ud og deltage i forskellige fællesskaber verden over. Uanset hvad, så kan det betale sig at kigge sig om efter et selskab, der specialiserer sig i netop dette, hvis man er ung og skal ud og rejse i en længere periode.

Backpackere kan med fordel også kigge efter selskaber, der kan tilbyde forsikringer specielt til denne type rejser. Er man på en aktiv backpackerferie kan det for eksempel være rart at vide, at man døgnet rundt kan ringe til en dansktalende alarmcentral, og at man generelt er dækket godt og bredt, når man er ude og opleve spændende dele af verden og naturen helt tæt på.

Årsrejseforsikring

Det kan være en god idé at investere i en årsrejseforsikring, hvis du tager ud og rejse mange gange om året. Som udgangspunkt siger man, at det vil kunne svare sig at vælge en årsrejseforsikring frem for en almindelig enkeltrejseforsikring, hvis du rejser mere end to gange om året.

Normalt vil en årsrejseforsikring nemlig dække dig og eventuelt resten af husstanden på alle jeres private rejser rundt om i Europa eller verden, og ferierne kan vare i op til 30-60 dage alt afhængigt af det enkelte selskab. Du kan rejse så mange gange, du har lyst til, med en årsrejseforsikring.

En årsrejseforsikring kan købes som tillæg til din indboforsikring hos dit private forsikringsselskab, men den kan også købes som en individuel forsikring.

Hvis du ikke rejser særligt ofte, kan det muligvis bedre betale sig at tegne en enkeltrejseforsikring end en årsrejseforsikring. Dette gælder også, hvis du skal på en meget lang rejse på mere end 30-60 dage, som derfor ikke dækkes af en årsrejseforsikring.

En fordel ved enkeltrejseforsikringer er, at de, i modsætning til en årsrejseforsikring kan skræddersys til den enkelte ferie og de dertilhørende behov. For eksempel er det ikke sikkert, at du ønsker lige så stor dækning på en forlænget weekend til Rom, som hvis du skulle på en to uger lang oplevelsesrejse i Sydamerika.

Bør du købe en afbestillingsforsikring?

En afbestillingsforsikring kan ofte købes som en ekstra forsikring, for eksempel gennem flyselskabet, du rejser med eller udbyderen, du har købt billetter igennem. Du kan også tegne en afbestillingsforsikring gennem dit forsikringsselskab.

En afbestillingsforsikring dækker som regel, hvis du af forskellige årsager må aflyse din ferie. Det kan eksempelvis være, hvis du er blevet syg eller er kommet til skade, hvis en pårørende er død eller hvis der er sket andre omvæltende ting i dit liv, som gør, at rejsen må aflyses. En afbestillingsforsikring gælder som regel også, hvis destinationen efter opfordring fra de danske myndigheder må evakueres.

Du bør dog altid læse vilkårene grundigt igennem, da betingelserne kan variere fra den ene afbestillingsforsikring til den anden. Du får som regel hele beløbet, du har betalt for billetten eller rejsen tilbage ved brug af din afbestillingsforsikring. Nogle afbestillingsforsikringer har dog et loft, der gør, at de ikke dækker hele beløbet ved køb af meget dyre rejser eller billetter. Forsikringssummen for afbestillingsforsikringer til rejser kan nemlig svinge med helt op til ca. 100.000 kroner.

Omvendt kan det bedst betale sig at investere i en afbestillingsforsikring, hvis du køber for et stort beløb. At investere i en dyr afbestillingsforsikring giver mere mening, hvis forsikringssummen dækker et større beløb. Spørg samtidigt dig selv, om du tror, at der er en stor eller lille risiko for, at du vil gøre brug af forsikringen.

Undersøg, om du allerede har en afbestillingsforsikring

Hvis du synes, at en afbestillingsforsikring lyder som en god idé, bør du først og fremmest undersøge, om du allerede har en. Den kan nemlig være inkluderet i din årsrejseforsikring eller din indboforsikring uden, at du er klar over det.

Det kan også være, at du er dækket ind gennem dit kreditkort. Kontakt derfor altid dit forsikringsselskab og din bank for at undersøge, om dette er tilfældet, så du slipper for at betale to gange for den samme ydelse — to separate afbestillingsforsikringer giver dig nemlig ikke en bedre dækning.

Læs forsikringsvilkårene, inden du beslutter dig

Inden du tager den endelige beslutning og vælger, hvilken rejseforsikring, du vil tegne, bør du have læst alle vilkårene og betingelserne, så du ved præcist, hvad forsikringen omfatter og hvor den dækker. Hvis du skal afsted med din familie er det for eksempel vigtigt, at forsikringen dækker alle familiemedlemmer.

Hvis du har en rejseforsikring som en del af din indbo- eller familieforsikring, kan det også være, at rejsens type, længe eller destination ligger udenfor dækningen, og så bør du overveje at tegne en ekstra dækning. For eksempel er det ofte nødvendigt at købe en ekstra dækning, hvis dit ophold varer mere end 30 dage.

Tjek forsikringssummen

Forsikringssummen er det beløb, du er dækket for, og den kan variere en hel del fra forsikring til forsikring. Det er derfor altid godt at holde øje med forsikringssummen, når du skal tegne en rejseforsikring. Tag stilling til, om du synes, forsikringssummen er høj nok i forhold til dine behov og den rejse, du skal på — hvis ikke, så undersøg andre muligheder.

Generelt har de fleste forsikringsselskaber en standard forsikringssum. Ønsker du at være dækket af en højere sum end standardsummen, er du derfor nødt til at vælge dette til. Jo højere en forsikringssum, du vælger, jo dyrere bliver forsikringen også — de to ting går hånd i hånd. Med andre ord skal du betale flere penge for at være dækket bedre ind.

Hos de fleste forsikringsselskaber er der dog en grænse for, hvor meget du kan være dækket ind — altså en grænse for, hvor høj forsikringssummen kan være. Hvis dine udgifter til dækningen overstiger summen, må du derfor selv betale differencen.

Premiumforsikringer

I de fleste tilfælde er det op til dig selv eller forsikringsselskabet, du køber din forsikring hos at vurdere, hvor stor din forsikringssum skal være. Det gøres ved at regne på, hvor stor risikoen er for, at du kommer til at få brug for dækning i forbindelse med forskellige tænkelige uheld såsom tyveri, sygdom, naturkatastrofer, hjemtransport, forsvundet bagage mm.

Hvis du ikke er helt tilfreds med forsikringsselskabets beregninger, og hvis du gerne vil være dækket fuldt ind, kan man hos nogle selskaber vælge at investere i en premiumforsikring eller en premiumudgave af den rejseforsikring, man vil tegne. Hos nogle selskaber hedder de premium, hos andre hedder de plus, guld eller lignende. Hovedformålet med en premiumforsikring er, at man har en ubegrænset forsikringssum.

Indhent tilbud på forskellige forsikringer

En anden ting, du kan gøre inden du beslutter dig for, hvilket selskab, du vil tegne rejseforsikring igennem, er at indhente tilbud fra de forskellige selskaber, som du har i tankerne. Det kan muligvis skabe en større praktisk og økonomisk oversigt, da forsikringspræmien i høj grad kan variere fra det ene selskab til det andet.

I bund og grund byder mange selskaber på de samme vilkår og dækninger i forbindelse med rejseforsikring, men for at skille sig ud fra de mange andre udbydere på markedet, foretager de enkelte selskaber ofte nogle mindre justeringer, som gør deres tilbud helt unikke.

Tegn din rejseforsikring inden du rejser

Det giver muligvis sig selv, men det er afgørende, at du tegner din rejseforsikring, inden du tager afsted på rejsen — ellers dækker den ikke rejsen.

Forskellige forsikringsselskaber har forskellige regler i denne sammenhæng, og der er nogle selskaber, der har en grænse for, hvor tæt på afrejsen, forsikringen må være købt. Derfor kan det anbefales at investere i forsikringen allerede samme dag som rejsen købes, så du er på den sikre side. I denne forbindelse er det værd at huske på, at flyselskaber ofte vil tilbyde dig forsikring, når du køber din billet, man at denne type forsikringer ofte begrænser sig til dækning af forsvunden bagage under flyrejsen selv.

Derfor gør du klogt i at dække dig ind gennem en separat rejseforsikring, hvor alt, der bør dækkes ind tages i betragtning, herunder din bagage. Således slipper du for at dobbeltforsikre dig.

Back To Top